fredag den 30. marts 2012

Barselssmåkager

Fryseren er så småt ved at være fyldt op med nem mad til den første tid efter fødslen, men da der jo også skal være lidt lækkert at stille på bordet til barselsgæsterne, har jeg også været i gang med at bage to forskellige slags småkager: Vanillekranse og kanelsmåkager. Nu bliver det spændende at se om der i det hele taget er nogle tilbage efter fødslen, eller om vi har spist dem alle sammen selv inden da.



Vanillekranse (ca. 60 stk):
Ingredienser:
200 g blødt smør
180 g sukker
1 tsk vanillesukker
1 æg
250 g hvedemel
75 g mandler, blendet til mandelmel

Fremgangsmåde:
Smør, sukker og vanillesukker piskes sammen. Ægget røres i og tilsidst tilsættes hvedemel og mandelmel. Dejen kommes i en sprøjtepose, og sprøjtes ud i små kranse på en bageplade med bagepapir. Vanillekransene bages ved 200 grader til de er let gyldne, ca. 10-14 minutter.



Kanelsmåkager (ca. 100 stk):
Ingredienser:
2 æg
10 g gær
125 g blødt smør
300 g sukker
300 g hvedemel
1 tsk natron
1 spsk stødt kanel
1 tsk stødt kardemomme

Fremgangsmåde:
Rør æggene sammen og opløs gæren heri. Pisk smør og sukker godt sammen, og rør æg og gær i. Vend mel, natron, kanel og kardemomme i smørblandingen, og sæt dejen i små toppe på en bageplade med bagepapir - ca. 1 tsk pr. top. Kagerne flyder meget ud, så der skal være god plads omkring toppene. Bag kanelsmåkagerne øverst i ovnen i 6-8 minutter ved 200 grader.

1 kommentar:

  1. Det ser godt ud, jeg håber der er flere tilbage til når jeg kommer på besøg :)

    SvarSlet