tirsdag den 31. januar 2012

Grøntsagstærte med mørksej


Det var egentlig meningen at dagens aftensmad skulle have været en tærte med porre og hellefisk, men da jeg stod foran fiskebilen, var jeg alligevel for nærig til at betale for hellefisken. Valget faldt i stedet på mørksej. Samtidig havde vi en del grøntsagsrester i køleskabet, så jeg endte med at bage to tærter, der indeholdt alle grøntsagerne. Som sædvanlig blev tærtebunden lavet udelukkende på rugmel.

Grøntsagsfyldet

Den færdigbagte tærte

Ingredienser (2 tærter):
450 g rugmel
2 tsk salt
100 g smør
ca. 3 dl koldt vand
500 g mørksejsfilet
3 porrer
2 store løg
1/2 broccolihoved
1 rød peberfrugt
4 æg
4 dl mælk
1 tsk salt
peber, muskatnød

Fremgangsmåde:
Bland rugmel og salt og smuldr smørret heri. Tilsæt vandet og saml hurtigt dejen. Lad den hvile et køligt sted, mens fyldet forberedes.
Snit porrer og løg i tynde strimler, og svits dem på panden i lidt olie. Tag det af varmen og lad det køle af. Skær broccolien i mindre buketter, overhæld den med kogende vand og lad den trække i ca. 5 minutter, hvorefter vandet hældes fra. Skær peberfrugten i tern eller små strimler. Skær mørksejen i mindre stykker.
Tryk eller rul dejen ud til to tærteforme, og forbag dem ved 200 grader i ca. 15 minutter. Fordel mørksejen i de forbagte tærtebunde og fordel grøntsagerne herover. Rør æg, mælk, salt, peber og muskatnød godt sammen og hæld blandingen over tærtefyldet. Bag midt i ovnen ved 180 grader i ca. 30 minutter.

Ereolen.dk - lån bøger hjemme fra sofaen

Efter at netlydbog.dk igennem længere tid har givet adgang til lydbøger på nettet via ens personlige login til det lokale bibliotek, kom turen sidst på efteråret 2011 til e-bøgerne. Ereolen.dk tilbyder en lang række e-bøger (skønlitteratur og faglitteratur) som man frit kan låne og læse på sin egen e-bogslæser. Trods en del børnesygdomme (fejlmeddelelser, samt bøger, der kommer og går, fordi der har været nogle rettighedsmæssige problemer ift. forlagene), ser det efterhånden ud til at tjenesten er oppe at køre uden alt for mange fejl.
Herhjemme er min mands Sony Digital Reader derfor pludselig blevet MEGET populær hos mig :)
Foreløbig har jeg fået læst næsten alle Karin Slaughters krimier, men er pt i gang med bogen bag filmen Niceville - en bog, der (ligesom filmen) klart kan anbefales!


Den næste bog på min læseliste bliver formentlig George R.R. Martins fantasy-roman "Kampen om tronen".


Tjenesten kører indtil videre i resten af 2012, men jeg håber da på det kraftigste at den fortsætter efter det!

Og endnu én...

Jeg sværger til Dermas produkter og her i vinterkulden er det ekstra tiltrængt med lidt god creme. Derfor ville jeg elske at vinde Saras give away: et styks Derma Eco Dagcreme - så kryds fingre for mig :)

Skøn Give Away: Toddler Table Set


Nu må det snart være min tur til at vinde i én af de mange give aways, der florerer i blogland - og hvis jeg selv kunne få lov at vælge, ville denne give away helt sikkert stå som én af de øverste på listen. Gevinsten er et komplet Toddler Table Set med tallerken, skål, kop og bestik - specielt designet til små buttede hænder :) Jeg er sikker på at lillemanden ville elske at få sådan et sæt til når han skal starte på "rigtig" mad! I kan deltage i give away'en her.


søndag den 29. januar 2012

Madplan, uge 5


Mandag:  Rester
Tirsdag: Tærte med porrer, løg og mørksej
Onsdag: Rugbrød
Torsdag: Rester fra tirsdag
Fredag: Karrysuppe med koldhævede flutes
Lørdag: Rester
Søndag: Rugbrød

mandag den 23. januar 2012

Fastelavnsboller

Jeg har holdt fri fra arbejde i dag og blandt andet brugt dagen på at bage fastelavnsboller og koldhævede hvedestykker.
Til fastelavnsbollerne bruger jeg altid Arla's opskrift, men varierer fyldet efter hvad jeg har på lager. I dag blev det til creme sammen med usødet æblemos med kanel eller grofthakkede chokoladefrøer.
De koldhævede hvedestykker blev lavet efter nogenlunde samme opskrift som mine koldhævede flutes, blot blev en del af hvedemelet erstattet med rugmel og durummel, og bagetiden blev en smule forkortet.

Fastelavnsbolle

Gratis babypakker

Det er absolut ikke billigt at få en baby i huset, så hvorfor ikke spare lidt ved at udnytte alle de gratis tilbud, der findes til kommende eller nybagte forældre? Mange butikker/varemærker tilbyder gratis babypakker, der indeholder alt fra prøver på bleer og zinksalve til sutter og blade. Jeg har efterhånden fået hentet en del forskellige pakker:

1) Matas' babyklub: indeholder foruden et par blade til gravide/mødre også Pampers' bleer, bepanthol salve, babyolie, avent sutteflaske, ansigtsrens, fod- og hælkur og tandpastaprøver. Efter indmeldelse i Club Matas Baby kan pakken hentes i Matas' butikker.


2) Rema 1000: indeholder (en hel!) pakke bleer, skumvaskeklude, vådservietter, MAM sut, to bamser og en malebog. Pakken kan afhentes i Rema 1000's butikker efter bestilling på deres hjemmeside.


3) Apotekets vareprøver: indeholder en lille toilettaske med tre prøver på Apotekets egen serie af babyprodukter (shampoo/bad, salve og lotion). Spørg efter den på Apoteket.


4) BabySam Babypakke: indeholder en blespand med poser, Pampers bleer, Pigeon ammeindlæg, Ceridal creme, en prøve på Hemojern, Fisher Price legetøj, Hipp skeer og to blade. Pakken kan afhentes i Babysams butikker efter registrering på babybox.dk. TIP: for at undgå at blive ringet op af diverse sælgere kan man afregistrere sig igen på samme side efter afhentning af pakken.


5) Goody bag fra Miljømærkning Danmark: indeholder Libero bleer og ammeindlæg, Neutral vaskemiddel, Froggi opvaskemiddel, Neutral shampoo og shower gel, Derma ansigtscreme til mænd, en lille tube Neutral zinksalve, en nøglering med vognmønt, Irma dusch og en stofpose (alle produkterne er svanemærkede). Pakken bliver kun udleveret i en begrænset periode ved bestilling på Facebook-siden "Jeg køber svanemærkede produkter".


6) MAM sut: Ved at "like" MAM's Facebookside og udfylde bestillingsformularen kan man få tilsendt en gratis MAM sut.


Jeg mangler nu blot den sidste i rækken af de gratispakker, jeg kender til, nemlig Liberos. Men da den først kan afhentes ca. 2 måneder før termin, må jeg vente en måneds tid endnu. Af de pakker jeg allerede har hentet, er jeg mest imponeret over Rema 1000's pakke og goody bag'en fra Miljømærkning Danmark, men mon ikke prøverne fra de andre pakker også bliver brugt, når den tid kommer.

søndag den 22. januar 2012

Hæklet rangle

Sebras hæklede babylegetøj er det store hit blandt nybagte mødre for tiden, så mit weekendprojekt bestod i denne uge i at forsøge at hækle en rangle a la disse:

Sebras hæklede rangler
Jeg valgte at hækle den ene ring med striber i hvidt og grønt garn, mens den anden blev ensfarvet blå. Ganske som sædvanlig blev ranglen hæklet i Arwetta strømpegarn.

Min hæklede rangle


 

Herunder følger opskriften på den stribede ring - den ensfarvede hækles efter samme opskrift bare uden at skifte farve undervejs.

Materialer:
Arwetta strømpegarn (jeg har hæklet ranglen med dobbelt garn for at få den så tæt som mulig)
Hæklenål nr. 3
Bamsevat/hobbyfyld
To små bjælder
Synål

Forkortelser:
lm=luftmasker
km=kædemaske
fm=fastmaske

Fremgangsmåde:
Start med farve nr. 1.
Hækl 14 lm og saml dem til en ring med en km.
Hækl 14 fm i ringen og skift til farve nr. 2 (se tip nedenfor).
Hækl 2 omgange med en fm i hver af maskerne på forrige omgang. Skift igen til farve nr. 1.
Herefter fortsættes med at hækle to omgange med hver farve indtil der er i alt 14 striber med hver farve (vær opmærksom på at slutte af med samme farve, som du startede med).
Fyld pølsen op med bamsevat/hobbyfyld undervejs og put en bjælde ind i ringen ca. halvvejs.
Når sidste omgang er hæklet lukkes af med en km i næste fm og garnet brydes. Sy nu de to ender af ringen sammen med garnenden.
Hækl endnu en ring på samme måde, men husk at sætte den sammen med den første ring inden enderne syes sammen.

TIP: For at få overgangen mellem farverne lidt pænere skiftes farve halvvejs gennem sidste fastmaske, dvs. at sidste omslag er med den nye farve. Undlad at bryde garnet ved farveskift, men før garnet videre på indersiden af ringen.


Mon ikke næste rangleprojekt bliver at hækle en bamserangle som denne (igen af mærket Sebra):
Sebras hæklede bamserangle

lørdag den 21. januar 2012

Det er vel kun fredag én gang om ugen!

Selv om jeg prøver at leve forholdsvist sundt her i graviditeten, så skal der være plads til lidt lækkerier engang imellem. Denne fredag var lækkerierne dog i den halvsunde ende - nemlig en stor skål blandet frugt med vanillecreme til! MUMS!


fredag den 20. januar 2012

Chili con pollo

I dag skulle vi afprøve et alternativ til klassikeren chili con carne, nemlig chili con pollo (chili med kylling) i form af en chiligryde med hakket kyllingekød og sorte bønner, som jeg så hos Xenia. Vi lavede lidt om i opskriften og derfor kommer den også her.

Ingredienser:
250 g tørrede sorte bønner (udblødt natten over og kogt i ca. 1 time og et kvarter)
2 løg
4 fed hvidløg
2 dl brune ris
olie
400 g hakket kyllingekød
1 squash
2 peberfrugter
1 dåse hakkede tomater
1 dåse tomatpuré
1 bouillonterning
6 dl vand
2 tsk spidskommen
2 tsk salt
1 1/2 tsk stødt chili
1 tsk sukker
1 tsk oregano
peber

Fremgangsmåde:
Løg og hvidløg hakkes fint og svitses i olien sammen de brune ris. Når løgene er klare kommes kyllingekødet i og svitses med. Squash og peberfrugter i tern kommes i gryden og svitses med sammen med alle krydderierne. Rør de hakkede tomater, tomatpuré og vand i og tilsæt en bouillonterning. Lad chiligryden koge under låg i ca. 35 minutter. Tjek at risene er næsten gennemkogt (hvis dette ikke er tilfældet, koger gryden videre til de er) og kom bønnerne i. Lad retten koge med bønnerne i yderligere 5 minutter, så bønnerne er varme, og lad den derefter trække i 10 minutter.

Server med en skefuld græsk yoghurt, salsa og evt. lidt limesaft eller nachos.

Madplan, uge 4

Mandag: Græske frikadeller med tzatziki og tomatsalat
Tirsdag: Rester
Onsdag: Pastasalat med tomattapenade, tun og æg
Torsdag: Rester
Fredag: Pitabrød med marineret kylling
Lørdag: Rester
Søndag: Grøntsagslasagne

Madplan, uge 3

Mandag:  Nøddefrikadeller
Tirsdag: Rester
Onsdag: Løgtærte
Torsdag: Rester
Fredag: Chili con pollo
Lørdag: Til fødselsdag
Søndag: Rester

Løgtærte

Grøntsagstærter er altid et hit - både som aftensmad og til madpakken. Når jeg går på barsel om en måneds tid, er det også planen, at der skal bages indtil flere af slagsen til fryseren, så der er lidt nem mad at tage op til den første tid efter fødslen. I denne uge stod menuen på løgtærte, men opskriften kan uden problemer bruges til andet fyld også. Som sædvanlig er dejen lavet udelukkende på rugmel.

Ingredienser:
225 g rugmel
50 g smør
1 tsk salt
ca. 1 1/2 dl mælk

3-4 store løg
2 æg
2 1/2 dl mælk (eller en blanding af  mælk og fløde)
1/2 tsk salt
peber
muskatnød
evt. en rest revet ost.

Fremgangsmåde:
Rør rugmel, smør og salt godt sammen. Tilsæt mælk og saml dejen. Rul den ud, så den passer i størrelse til en tærteform (den behøver ikke hvile inden udrulning). Forbag bunden i 10-12 minutter ved 225 grader.
Hak løgene groft, svits dem på en pande i lidt olie og lad dem køle en smule af. Rør æg, mælk, salt, peber, muskatnød og evt. revet ost sammen, og bland det sammen med løgene. Fordel fyldet i den forbagte tærtebund og bag tærten 25-30 minutter ved 180 grader.

Tip:
Hvis du har en rest skinke eller lignende i køleskabet kan det blandes i fyldet. Pynt evt. tærten med hakket peberfrugt eller tomatskiver inden bagning.

tirsdag den 17. januar 2012

Strikket bamse


Så blev den strikkede bamse også færdig! Den er lavet ud fra denne opskrift, men strikket i to tråde Arwetta strømpegarn på pind 4. Målene i opskriften er justeret en smule, så den færdige bamse måler ca. 35 cm. Den er strikket i brunt garn; øjne, næse og mund er syet på i sort garn, og til sidst er der hæklet tre lapper i gul, blå og grå.

søndag den 15. januar 2012

Barnevognstæppe af hæklede oldemors-firkanter


Det første, jeg nogensinde har hæklet, er dette barnevognstæppe. Det var tilpas overskueligt blot at hækle en enkelt firkant af gangen og så sætte dem alle sammen til sidst. Tæppet er hæklet i Arwetta strømpegarn i fire forskellige farver og måler ca. 70*90 cm. Jeg tog udgangspunkt i denne opskrift.

Nu glæder jeg glæder mig bare til at komme ud at trille med barnevognen (inkl. dette tæppe) om nogle måneder :)

fredag den 13. januar 2012

Bold af hæklede femkanter

Der er gang i legetøjsfabrikken herhjemme til den lille ny, der formentlig melder sin ankomst engang i april :) En af kreationerne er en bold af hæklede femkanter, som jeg har set flere steder i blog-land, bl.a. hos Søhesten.  Jeg fulgte dog ikke helt denne opskrift, så derfor gengiver jeg også lige min opskrift her.



Materialer:
Fem forskellige farver Arwetta strømpegarn (fire forskellige til femkanterne og én til at hækle bolden sammen med)
Hæklenål nr. 3
Synål

Fremgangsmåde:
Forkortelser: lm=luftmaske, fm=fastmaske

Hækl i alt 12 femkanter (tre i hver af farverne) efter følgende fremgangsmåde:

1. 2 lm.
2. 1 lm. Hækl 2 fm i hver lm (i alt 4 fm).
3. 1 lm. Hækl 2 fm i første, 1 fm i hver af de næste 2 og 2 fm i sidste.
4. *1 lm. Hækl 2 fm i første og 2 fm i sidste (1 fm i hver mellem disse)*. Gentag *-* til der er i alt 18 fm.
5. 1 lm. Hækl en række med 1 fm i hver.
6. *1 lm. Hækl 1 fm, spring 1 over, hækl til næstsidste, spring denne over og hækl 1 fm.
7. 1 lm. Hækl en række med 1 fm i hver.*
8. Gentag *-* i 6.-7. indtil der er i alt 10 fm tilbage.
9. Afslut med at hækle en omgang fastmasker hele vejen rundt om femkanten.


Hækl nu femkanterne sammen med den femte farve, sådan at der ikke støder to ens femkanter sammen. Undlad at hækle én enkelt side sammen. Hæft alle ender og vend bolden rundt. Fyld med bamsevat/pladevat og sy den sidste side sammen udefra så pænt som muligt.