fredag den 20. januar 2012

Løgtærte

Grøntsagstærter er altid et hit - både som aftensmad og til madpakken. Når jeg går på barsel om en måneds tid, er det også planen, at der skal bages indtil flere af slagsen til fryseren, så der er lidt nem mad at tage op til den første tid efter fødslen. I denne uge stod menuen på løgtærte, men opskriften kan uden problemer bruges til andet fyld også. Som sædvanlig er dejen lavet udelukkende på rugmel.

Ingredienser:
225 g rugmel
50 g smør
1 tsk salt
ca. 1 1/2 dl mælk

3-4 store løg
2 æg
2 1/2 dl mælk (eller en blanding af  mælk og fløde)
1/2 tsk salt
peber
muskatnød
evt. en rest revet ost.

Fremgangsmåde:
Rør rugmel, smør og salt godt sammen. Tilsæt mælk og saml dejen. Rul den ud, så den passer i størrelse til en tærteform (den behøver ikke hvile inden udrulning). Forbag bunden i 10-12 minutter ved 225 grader.
Hak løgene groft, svits dem på en pande i lidt olie og lad dem køle en smule af. Rør æg, mælk, salt, peber, muskatnød og evt. revet ost sammen, og bland det sammen med løgene. Fordel fyldet i den forbagte tærtebund og bag tærten 25-30 minutter ved 180 grader.

Tip:
Hvis du har en rest skinke eller lignende i køleskabet kan det blandes i fyldet. Pynt evt. tærten med hakket peberfrugt eller tomatskiver inden bagning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar