mandag den 28. maj 2012

Vanilleis

Efter at have forsøgt mig med Klidmosters opskrift på rabarberis baseret på kondenseret mælk, bestilte min mand en ren vanilleis ud fra samme grundopskrift. I mellemtiden var det dog næsten blevet for varmt til at min ismaskine kunne følge med, så resultatet blev en smule mere krystalliseret end det plejer, men heldigvis er det præcis sådan som min mand bedst kan lide isen :) Smagen fejlede absolut ingenting.
Jeg kunne forestille mig at jeg fremover altid vil benytte kondenseret mælk til at lave is af - konsistensen bliver fantastisk og så er det betydeligt nemmere end at skulle fedte rundt med en masse forskellige ingredienser.

Ingredienser:
4 dl mælk
1 vanillestang
1 dåse kondenseret mælk
2,5 dl piskefløde

Fremgangsmåde:
Varm mælken op sammen med vanillekorn og den tomme vanillestang - den skal varmes op næsten til kogepunktet, men må ikke koge. Lad den køle af i 20 minutter og rør derefter den kondenserede mælk i. Lad blandingen trække i køleskab, gerne til næste dag, men hvis du er ligeså utålmodig som jeg var, så kan du evt. nøjes med et par timer. Rør herefter piskefløden i, og kør massen på ismaskine eller kom den i fryseren (her skal du blot huske at piske den igennem hver halve time i de første timer).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar